Ballerup Kommune har videreudviklet deres indsats på ligestillingsområdet til et bredere fokus på mangfoldighed. Der arbejdes nu strategisk med at tænke mangfoldighedstankegangen ind i forhold til rekruttering, fastholdelse, anvendelse af medarbejdernes forskelligheder og med markedsføring af kommunens arbejdspladser. I januar 2007 blev folderen ”Mangfoldighed på arbejdspladsen – en styrke og en nødvendighed” lanceret for at sende et signal dels til arbejdspladserne om, at de er nødt til at tænke anderledes og nyt for at få flere kvalificerede ansøgere og fastholde medarbejderne og dels til borgerne om, at kommunen ønsker forskellige typer medarbejdere, fordi mangfoldighed er en værdi. Også på ledelsesniveau er der fokus på at øge mangfoldigheden, og Ballerup Kommune har som led i Diversity Lab arbejdet målrettet med også at ansætte flere ledere med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Krumtappen

I Krumtappen, et aktivitets- og samværstilbud til udviklingshæmmede børn, unge og voksne, som er Ballerup Kommunes pilotenhed i Diversity Lab, er der stor mangfoldighed i medarbejdergruppen med hensyn til alder, etnisk baggrund, seksuel orientering, medarbejdere i fleksjob og skånejob og medarbejdere med handicap i fuldtidsstillinger. Det skyldes bl.a. institutlederens bevidste fokus på styrken i forskelligheder. Institutionen arbejder med at integrere mangfoldighed mere strategisk i rekrutteringsprocesser, og tilrettelægger annonceringen, så der kommer flere mandlige ansøgere og flere ansøgere med anden etnisk baggrund end dansk. En af de største udfordringer for institutionen er at finde en balance, så de mange forskelligheder, fx medarbejdere i skånejob eller med handicap ikke bliver en byrde, fordi de andre får en større arbejdsbyrde, men vedbliver at være en ressource i arbejdet.

Trods nogle af bagsiderne ved mangfoldighed er der stor opbakning og medarbejdertilfredshed. Det skyldes, at ledelsen gør en indsats for at få medarbejderne til at forstå styrken ved forskelligheder, og at medarbejderne har været involveret i processen med at øge mangfoldigheden.

 

Cafeen på Ballerup Hovedbibliotek

Cafeen på Ballerups Hovedbibliotek er et nyt led i mangfoldighedsindsatsen fra Ballerup Kommune. Bibliotekets nye cafe drives af udviklingshæmmede voksne, der både laver og serverer maden. Målet har været at skabe en mangfoldig arbejdsplads, hvor personalet trives og udfordres. Cafeen arbejder med at udnytte personalets forskellige ressourcer til at skabe en spændende og anderledes oplevelse for cafeens gæster. Her er både maden og betjeningen i top. Cafeen åbner i nyrestaurerede lokaler den 4. juni 2009.

 

 

Kortlægning af kompetencer

Som led i Diversity Lab har Krumtappen og Ballerup Kommunes Personale og Udviklingsafdeling gennemgået en kortlægning af kompetencer og videndomæner blandt de individuelle medarbejdere og i hele afdelingerne med det formål at anvende de forskellige kompetencer mere målrettet. Personale og Udviklingsafdelingens videre arbejde ligger i at implementere dette redskab på andre arbejdspladser i resten af Ballerup Kommune.

 

 

 

 

Virksomheden og pilotenheden

Ballerup Kommune beskæftiger hen ved 5.500 medarbejdere fordelt på Ballerup Rådhus, 10 skoler, 80 børneinstitutioner, 6 plejecentre, 3 biblioteker og en lang række andre sociale og kulturelle tilbud.

Pilotenheden i Diversity Lab er Dag- og Aftenklubben Krumtappen.

Krumtappen består af tre klubber: En dagklub (pasnings- og klubtilbud), en aftenklub (samvær og aktiviteter) og en lørdagsklub (samvær og aflastning). Medlemmerne af Krumtappen er udviklingshæmmede børn, unge og voksne, og den beskæftiger 26ansatte.

 

 

 

Projektinfo:

Institut for
Menneskerettigheder

Strandgade 56
1401 København
T +45 3269 8888
center@humanrights.dk
www.menneskeret.dk
www.humanrights.dk

Kontaktinfo:

National Afdeling
Specialkonsulent
Susanne Nour
T +45 3269 8904
sno@humanright.dk