Dansk Cleaning Service har en lang tradition for at være en mangfoldig virksomhed især med hensyn til etnicitet. Mangfoldighed er en integreret del af virksomhedens værdigrundlag, og har været det siden virksomheden blev etableret i 1966. I Dansk Cleaning Service har man aldrig været bange for at prøve noget nyt eller for at ansætte folk, der er lidt anderledes. Fx har de gode erfaringer både med folk med funktionsnedsættelse og psykisk syge.
 
”Sammen blomstrer vi”
På trods af at Dansk Cleaning Service ikke har markedsført mangfoldigheden udadtil, har det alligevel været med til at tiltrække folk til virksomheden. De oplever, at deres holdning til mangfoldighed går fra mund til mund i medarbejdernes egne netværk. En udfordring ved denne form for rekruttering har dog været, at virksomheden har tiltrukket mange medarbejdere fra bestemte nationale grupper, og at disse har fundet sammen i grupper i virksomheden. Dansk Cleaning Service har også været ude for, at der er opstået konflikter mellem de forskellige grupper. For at løse disse konflikter og undgå siloer i virksomheden iværksatte Dansk Cleaning Service for nogen år siden projektet ”Sammen blomstrer vi”. Projektet resulterede i, at gruppedannelse blev mindre udbredt i virksomheden, og at medarbejderne i stedet begyndte at arbejde sammen på tværs af forskelle.  
 
Fælles bevidsthed om værdier
Dansk Cleaning Service har altså et klart værdigrundlag omkring mangfoldighed, og de forventer også, at de ansatte viser respekt for alle uanset forskelle. Når de fx ansætter nye medarbejdere, informerer de dem tydeligt om virksomhedens værdier, så de er helt klar over hvilken holdning, der gælder i forhold til mangfoldighed og diskrimination. Ledelsen arbejder dermed målrettet med den fælles bevidsthed hos medarbejderne om deres værdier omkring mangfoldighed og ligeværd. For at sikre at deres værdigrundlag også efterleves i takt med, at virksomheden vokser, har Dansk Cleaning Service som led i Diversity Lab indført et introduktionsforløb til deres værdigrundlag specielt for nye medarbejdere. Som en del af Diversity Lab har Dansk Cleaning Service i ”Sammen blomstrer vi” projektet indarbejdet konflikthåndtering, mangfoldighedsledelse og forebyggelse af arbejdsulykker. Der er endvidere planlagt afholdelse af seminar for medarbejdere omkring konflikthåndtering, samt at ledelsen skal på et såkaldt ”road show” for at synliggøre ledelsen og virksomhedens værdier overfor medarbejderne.   
 
Krav til kunder og leverandører
I Dansk Cleaning Service vil de ligeledes synliggøre deres holdninger til mangfoldighed og diskrimination udadtil. De oplever desværre dagligt, at deres ansatte bliver udsat for skjult diskrimination, derfor har det længe været et ønske at igangsætte en proces omkring ekstern holdningsbearbejdning fx ved at indarbejde virksomhedens værdiggrundlag i standardkontrakter med kunder og leverandører. En måde at arbejde videre med dette på har været via DI’s udbudsgruppe for små og mellemstore virksomheder, som lederen af Dansk Cleaning Service er medlem af. Udbudsgruppen under DI har varetaget opgaven at få en europæisk rammekontrakt for hele rengøringsbranchen oversat til dansk og godkendt i Danmark. Det videre arbejde ligger nu i at udarbejde en vejledning i bl.a. mangfoldighed og ligebehandling til rammekontrakten.  
 
 


Virksomheden
 
Dansk Cleaning Service A/S er et mindre rengøringsfirma med beliggenhed i Københavns Lufthavn. Virksomheden blev grundlagt i 1966 og beskæftiger i dag omkring 25 medarbejdere.  



 

Projektinfo:

Institut for
Menneskerettigheder

Strandgade 56
1401 København
T +45 3269 8888
center@humanrights.dk
www.menneskeret.dk
www.humanrights.dk

Kontaktinfo:

National Afdeling
Specialkonsulent
Susanne Nour
T +45 3269 8904
sno@humanright.dk